Vai strand
Palmestranden Vai ligger i det nordøstlige hjørne af Kreta. Fra hovedstaden Heraklion er der 153 km i bil, og turen tager ca. 2½ time.
De fleste som så TV i 1980’erne kan nok huske den verdenskendte TV-reklame for Bounty Bar. For mange leder denne reklame tankerne hen mod en caribisk sandstrand, men nej, den blev overraskende nok optaget på Vai.
Vai strand
Vai er en næsten 300 meter lang naturstrand, der ligger lige foran en eksotisk palmeskov. Med sine ca. 5.000 palmer er det den klart største palmeskov på Kreta.
Sandet er fint og gyldent, dog blandet med småsten i den nordlige ende. Vandet er krystalklart og har flotte turkise nuancer. Stranden har alle nødvendige faciliteter, inkl. solsenge, parasoller og brusere.
Palmerne og den flotte sandstrand gør Vai til et af de mest populære udflugstmål på Kreta. Især i juli og august bliver stranden normalt helt fyldt.
De som vil være lidt mere alene kan gå over til stranden Psili Ammos, som ligger kun 200 meter fra Vai. Psili Ammos kan oversættes til ‘fint sand’, og det er der masser af på denne strand. Til gengæld er der ingen faciliteter.
Børnevenlighed
Pladsen til at lege kan nogle dage være lidt trang, men vandet er forholdsvist lavt, og der er sjældent bølger.
Vandsport
Der er godt udbud af vandsportsaktiviteter på stranden, herunder jet-ski, bananbåd, vandski og windsurfing.
Strandrestauranter
I strandens sydlige ende ligger der en restaurant/café, der også fungerer som strandbar. Priserne er rimelige til trods for manglen på konkurrenter.
Feriebyer i nærheden
Den nærmeste store by er Sitia, som ligger 25 km mod sydvest. Her er antallet af hoteller dog begrænset. Den nærmeste store ferieby er Agios Nikolaos, som ligger næsten 100 km mod vest.
Vai kort
Palmestranden Vai ses midt på kortet, og mod vest ses den imponerende palmeskov. Parkeringspladsen ligger tæt på stranden, og her ligger der også to restauranter/caféer. Stien ned mod stranden Psili Ammos er også tydelig på kortet.