Rethymnon strande

Preveli

Preveli kortPreveli ligger på Kretas sydkyst, cirka 10 kilometers kørsel fra byen Plakias.

De som kommer i bil kan parkere gratis på strandens store parkeringsplads, hvorfra der er 15-20 minutters gang ned til stranden. Det er også muligt at sejle til Preveli fra enten Plakias eller Agia Galini.

Preveli strand

Stranden generelt
Preveli er Kretas næststørste palmestrand, og en fantastisk naturoplevelse. De mange palmer vokser i en flere hundrede meter lang kløft omgivet af stejle bjerge, og i kløftens midte giver et stort vandløb næring til de daddelpalmerne.

Vandet kommer fra bjergene, og i kløften omdannes vandløbet nærmest til en lang sø, som det er muligt at bade i. Vandet er forholdsvist koldt, men til gengæld er det en sjælden mulighed at svømme helt tæt på eksotiske palmer og imponerende klipper.

Preveli Kreta

Selve stranden ligger i et fredet område, og derfor har myndighederne besluttet, at der ikke skal være faciliteter som solsenge, parasoller og brusere på stranden. Så tag eventuelt jeres egen strandparasol med. Sandet er ret groft, og i vandkanten er der småsten.

Nogle meter ude i vandet står en flere meter høj klippe, som mange mener minder om en mast. Det kræver god fantasi at se den lighed, men klippen er uanset ret imponerende.

Preveli strand Kreta

Børnevenlighed
Turen fra parkeringspladsen til stranden er hård for små og mellemstore børn. Vandet bliver desværre også forholdsvist hurtigt dybt. En positiv ting er, at der normalt ikke er store bølger.

Vandsportsaktiviteter
Der er ingen vandsportsaktiviteter ved Preveli stranden.

Restauranter ved stranden
Preveli har en hyggelig café, der ligger godt skjult mellem træerne bag stranden. Det er dog muligt at finde et bord i solen, og ellers kan man købe mad, is og drikkevarer med ned til stranden.

Preveli natur

Feriebyer i nærheden
Den nærmeste ferieby er Plakias, der har et godt udvalg af små og mellemstore hoteller. Der sejler en båd mellem Plakias og Preveli flere gange om dagen.

Den nærmeste store ferieby er Rethymnon, der ligger på nordkysten af Kreta. Turen henover øen er en flot naturoplevelse, ikke mindst Kourtaliotiko kløften. I bunden af kløften løber floden Megalos Potamos, og det er faktisk den, som har udløb ved Preveli stranden.


Preveli film (kan ses i HD)


Preveli kort
Oppe i venstre hjørne ses parkeringspladsen. Den lyse stribe er stien ned mod stranden, en tur som godt kan være hård på en varm og solrig dag.

Related Articles

Back to top button