Falasarna strand
Stranden Falasarna ligger på vestkysten af Kreta, ca. 11 kilometer i bil vest for byen Kissamos.
Falasarna strande
Falasarna er en af de mest kendte strande på Kreta, og samtidig en af de bedste. Den er flere gange blevet udpeget som én af de ti bedste strande i Europa.
Falasarna består egentlig af flere strande, hvoraf den største hedder Pachia Ammos. På skiltene ved stranden hedder den også bare ‘Big Beach’. På den ca. 1 kilometer lange Big Beach er der flere afsnit med solsenge, parasoller, brusere og toiletter, ligesom denne strand også overvåges af en livredder. Det er også her de fleste strandgæster er.
De andre strandafsnit er mindre besøgte, men har også enten færre eller ingen faciliteter. Udsigten til hav og bjerge er fantastisk ved alle strandene.
Ved vind fra vest, og det er ikke sjældent på Kreta, er Falasarna strand ret udsat for bølger. Windsurferne elsker det, familier med mindre børn gør som regel ikke.
For naturister er der et helt eget strandafsnit, som ligger lige nord for hovedstranden Pachia Ammos.
Børnevenlighed
Blødt sand og masser af plads til at lege. Når vinden kommer fra vest, kan bølgerne dog hurtigt blive for store for mindre børn.
Vandsport
Der tilbydes ikke vandsportsaktiviteter på Falasarna strand. Vindforholdene er dog perfekte for windsurfere.
Strandrestauranter
Der ligger tre caféer/restauranter på stranden, men der er flere ikke langt fra stranden. Bemærk i øvrigt, at der ofte er beach party på Falasarna om aftenen.
Feriebyen Falasarna
Falasarna er ikke en egentlig ferieby, men der ligger en del huse og nogle få hoteller tæt på stranden. Den nærmeste større ferieby er Kissamos, som ligger ca. 20 minutters bilkørsel fra Falasarna. Den langt større by, Chania, ligger ca. en times bilkørsel væk.
Falasarna kort
Kretas vestkyst gemmer på flere af øens bedste strande. Længere mod nord ligger Balos og helt mod syd ligger Elafonissi. Det er dog Falasarna, som er nemmest at komme til i bil.
Fantastisk strand, fint sand, dog bliver det hurtigt dybt, men har haft dejlige dage på standen. Perfekt med solstole, da sandet bliver temmelig varmt for fødderne.