Kalives
Kalives ligger i Souda-bugten med udsigt til halvøen Akrotiri, hvor lufthavnen ligger. Den større og mere kendte by Chania ligger 18 km mod nordvest.
Et af de mest populære hoteller i Kalives er det 4-stjernede Kalives Beach, som ligger direkte ud til stranden og tæt på byens centrum. Hotellet har mulighed for all inclusive.
Kalives strand
Kalives har en flot lang strand foran byen. Den samlede længde er på 600 meter, men en lille mole ved en flodmunding deler stranden i to.
Stranden er dækket af finkornet sand, og der er flere sektioner med solsenge og parasoller, men også områder hvor man kan lægge sig på sit eget strandtæppe. I sommermånederne overvåges badegæsterne af en livredder.
På strandens østlige side er der en lille havn, og her står en af Kretas mindste kirker.
Børnevenlighed
Stranden i Kalives er lavvandet og der er sjældent bølger, så den er meget børnevenlig.
Vandsport
Der er ingen vandsportsaktiviteter ved stranden i Kalives, men det er der i nabobyen Almyrida, som kun er en meget kort taxatur væk.
Restauranter ved stranden
Der er mange restauranter og caféer lige ud til stranden. Herfra er udsigten fantastisk mens man nyder en god græsk frokost eller måske en kølig drink ud på eftermiddagen.
Feriebyen Kalives
Kalives er en mindre by, men har alt det som feriegæsterne typisk har brug for. De fleste butikker ligger på den gennemgående vej, der løber parallelt med kysten. Her er der små supermarkeder, to bagere, grønthandlere, et apotek og en del sandwichbarer, caféer og restauranter. Ved byens flotte kirke er der et hyggeligt lille torv med et par caféer og restauranter. Byens mødested for de lokale.
Hvis I en dag har lyst til mere, så er det nemt at komme til Chania, Kretas næststørste by. Her er der shopping, en hyggelig gammel bydel og en flot venetiansk havn. Andre gode oplevelser er Kournas søen og den store vandpark Limnoupolis. Steder som er nemmest at besøge med en lejebil.
Se vores egen video fra Kalives
Kalives på kortet
I midten af kortet ses den lange strand i Kalives. Mod vest ligger den lille havn, og hotellet Kalives Beach ligger lige ud til stranden ved den lille mole.