Agia Marina
Agia Marina ligger på den populære Chania-kyst, hvor feriebyerne ligger side om side. Der er 9-10 km til Chania og kun 2 km til feriebyen Platanias.
Stranden i Agia Marina
Agia Marina har én lang strand, som starter ved den lille havn i Platanias og slutter i nabobyen Kato Stalos. I alt 3 km strand, der er dækket af gyldent sand.
Der er mange sektioner med solsenge og parasoller, som kan lejes. Der er også brusere til at skylle saltvandet af kroppen. I sommerperioden holder en livredder øje med de badende.
Lige syd for den lille ø Agioi Theodoroi ligger strandens nordligste punkt. Herfra og nogle hundrede meter mod øst samles mange unge, og der er mere liv og musik på det stykke.
Børnevenlighed
Stranden er så stor, at der altid er plads til at lege, og vandet er lavt og normalt roligt. Så alt i alt er stranden i Agia Marina meget børnevenlig.
Vandsportsaktiviteter
Til de eventyrlystne er der mange vandsportsaktiviteter, herunder jetski, parasailing og bananbåd. Udlejning sker bl.a. lidt øst for strandens nordlige spids.
Restauranter
Der ligger mange caféer og restauranter langs stranden, og det er også muligt at købe mad med ned til solsengene. En af de mest populære strandrestauranter er Gorgona Beach Bar/Restaurant, der også har en fin minigolfbane og legeplads i haven bag restauranten.
Feriebyen Agia Marina
Agia Marina var oprindeligt en lille hyggelig fiskerby, og noget af den tidligere græske atmosfære findes stadig i den gamle bydel. Nu er Agia Marina dog mest en ferieby med restauranter, caféer og turistbutikker. Et godt tip er restauranten Horiatiko taverna, der serverer lækre græske specialiteter.
Hotellerne ligger spredt ud over byen. Et af de bedste hoteller i Agia Marina er Theo Apartments & Hotel, som ligger i et roligt område med kun 200 meter til stranden. Hotellet har en stor swimmingpool, separat børnepool og endda en flot indendørs pool.
Kun 1 km nord for Agia Marina ligger den lille ø Agioi Theodoroi, der er et naturreservat for den kretensiske bjergged Kri-Kri. Fra havnen i Platanias går der dagligt både til Agioi Theodoroi, en flot og hyggelig tur for hele familien.
Et andet populært sted for hele familien er vandparken Limnoupolis, som ligger mindre end 10 km væk. Den tur klares nemt i enten en lejet bil eller i en taxa. I Limnoupolis er der rigeligt med aktiviteter til en hel dag.
Se vores video fra Limnoupolis vandpark
Agia Marina kort
Agia Marina er vokset sammen med den større ferieby Platanias mod vest, og med den lidt mindre ferieby Kato Stalos mod øst. Lidt mod syd ligger Pano Agia Marina, som er den oprindelige del af byen.