Heraklion strande

Amnissos

Amnissos kortAmnissos strand ligger 8-9 km øst for Kretas hovedstad, Heraklion. Heraklions internationale lufthavn ligger kun 2-3 km væk, så flyene flyver i lav højde henover vandet ved Amnissos.

Stranden generelt
Amnissos er en næsten 1 km lang sandstrand, der ligger i forlængelse af nabostranden Karteros. Begge strande er et yndet udflugtsmål for indbyggere og turister i Heraklion. Blandt unge mennesker er Karteros favoritten, så der er mest ro på Amnissos.

Sandet er lyst og fint, og i modsætning til Karteros, så er der stort set ingen sten i sandet. Vandet er klart, og de fleste dage er det roligt. Med vind fra nord kan der dog komme godt gang i bølgerne.

Amnissos strand

Stranden har flere sektioner med udlejning af solsenge og parasoller. Der er også brusere, så det er muligt at få skyllet saltvandet af kroppen. Der er ingen livredder.

Parkering er muligt helt tæt på stranden. Der går også regelmæssigt bus til/fra Heraklion.

Børnevenlighed
Dejligt blødt sand og god plads til at lege. På dage med bølger skal der passes ekstra på de mindste børn.

Vandsport
I højsæsonen er der et rimeligt udbud af vandsportsaktiviteter. Udenfor højsæsonen er der ingen vandsportsaktiviteter.

Amnissos strand Kreta

Strandrestauranter
Der ligger et par restauranter ved stranden, men de er ikke så pæne og moderne, som dem på nabostranden Karteros.

Feriebyer i nærheden
Amnissos er ikke stor nok til at være en ferieby, men lige ud til stranden ligger det 4-stjernede hotel Unique Blue Resort. Hotellets navn hentyder til, at Amnissos i bronzealderen var en af flere havnebyer til det minoiske palads i Knossos. Det eneste spor i Amnissos fra den tid, er ruinerne af huset ‘Liljernes hus’.

Ved den gennemgående vej ligger der et par mini-markeder (meget små) og en biludlejning, men ellers er der ingen butikker i Amnissos. I nabobyen Karteros er udvalget noget større, her er der blandt andet et apotek, og ellers er der busforbindelse med flere daglige afgange til hovedstaden Heraklion.


Amnissos kort
På kortet ses Amnissos til højre, mens Karteros ligger til venstre. Længere mod venstre/vest ligger Heraklion.

Related Articles

Back to top button