Balos strand
Balos ligger i Kretas nordvestlige hjørne mellem den forholdsvis store halvø Gramvousa og den lille ubeboede ø Tigani. Fra Chania er der 52 km, en køretur på lidt over en time i bil.
De fleste kommer dog til Balos med personfærge fra Kissamos. En flot tur med mulighed for at spotte delfiner. Færgen stopper ved øen Imeri Gramvousa, hvor der er mulighed for at besøge det gamle fort inden det sidste lille stykke hen til stranden.
Stranden generelt
De som kommer i bil til Balos, bliver allerede ved parkeringspladsen mødt af en storslået udsigt. Fra parkeringspladsen er der 1 km ned til selve stranden, men hele turen er en fryd for øjet, og få steder på Kreta bliver der taget så mange billeder.
Stranden ligger i området mellem Gramvousa og øen Tigani. Store områder med det fineste sand, der flere steder skinner lyserødt – som skyldes, at sandet er blandet med knuste koraller og muslingeskaller. Imellem sandbredderne er der et stort område med lavt vand, som bedst kan betegnes som en lagune. Vandet har flotte turkise nuancer.
Det er muligt at leje solsenge og parasoller på stranden, og der er også brusere og toiletter. Livreddere er der ingen af, men badning i lagunen er ret sikkert. Ingen bølger og ingen understrømme.
I juli og august kan Balos blive tæt pakket af mennesker. De som kommer i bil bør komme tidligt, så er der ledige solsenge og nogle rolige timer inden personfærgerne sætter de mange passager af.
Børnevenlighed
Det lave og stille vand i lagunen er perfekt, det bliver ikke bedre for børnefamilier. De som kommer i bil skal dog huske, at der er en god gåtur fra parkeringspladsen.
Vandsportsaktiviteter
Der er ingen vandsportsaktiviteter ved Balos, men masser af muligheder for fysisk aktivitet i form af korte/lange vandreture i den enestående natur.
Restauranter ved stranden
Selvom området er fredet under Natura 2000 er der alligevel dukket nogle strandbarer op, hvor strandgæsterne kan købe drikkevarer, snacks og is.
Feriebyer i nærheden
Nærmeste by er Kissamos, der mest af alt er en ”rigtig” by med mange lokale indbyggere og almindelige butikker. Især i udkanten af byen ligger der nogle dejlige strandhoteller som Molos Bay, der får gode anmeldelser af sine gæster.
Længere væk kommer Chania-kysten, hvor feriebyerne ligger som perler på en snor. Den som er tættest på Balos er feriebyen Kolymvari.
Se vores video fra Balos – og følg vores Youtube channel
Kort over Balos
Til venstre på kortet ligger øen Tigani, og til højre halvøen Gramvousa. Balos strand ligger lige midt imellem.