Matala
Matala er en ferieby, strand og turistattraktion i den sydlige del af Kreta. Fra hovedstaden Heraklion er der 66 km på landevejen, og store dele af turen er en flot naturoplevelse.
Stranden generelt
Matala har en flot strand, der ligger godt beskyttet inde i en bugt med klipper på begge sider.
Den 260 meter lange strand er belagt med groft sand, og vandet er meget klart. På store dele af stranden udlejes der solsenge med tilhørende parasoller, og af øvrige faciliteter kan nævnes brusere og toiletter. I højsæsonen overvåges stranden af en livredder.
På den nordlige side af bugten er der mange menneskeskabte grotter i klipperne. Det menes, at grotterne blev udgravet helt tilbage i den nyere stenalder, hvor de blev brugt til beboelse. Det er muligt at komme op klipperne og gå ind i mange af hulerne. En interessant adspredelse fra livet på stranden.
Børnevenlighed
Bugten yder god beskyttelse mod bølger, men desværre bliver vandet forholdsvist hurtigt dybt. Bagerst på stranden er der normalt god plads til at lege.
Vandsportsaktiviteter
Der er ingen vandsportsaktiviteter ved stranden, men det er spændende at snorkle langs klipperne på begge sider af bugten.
Restauranter ved stranden
Bag den sydlige del af stranden ligger der mange caféer og restauranter. Endnu bedre er det i den sydlige del af bugten, hvor restauranterne ligger hævet over bugten. Det giver en enestående udsigt over vandet, stranden og hulerne på den anden side af bugten. Den ene restaurant har endda et bord, som er placeret et par meter over vandet!
Feriebyen Matala
Matala har en lang og spændende historie. I minoisk tid var den havneby for Festos (Phaistos), som var det næststørste minoiske palads på Kreta (kun overgået af Knossos). Festos ligger nogle kilometer mod nordøst og er bestemt et besøg værd.
I mange år var Matala en fiskerby, som mange andre kystbyer på Kreta. I 1960’erne og 1970’erne blev byen tiltagende populær blandt hippier, som til dels flyttede ind i grotterne i klipperne. I dag er byen en flot turistby, der er stolt af sin hippie-fortid og de spektakulære grotter. Kan varmt anbefales til en dagsudflugt.
I den oprindelige by ved stranden er der mange farverige turistbutikker, caféer og restauranter. Selv byens veje er malet med farverige motiver. Hotellerne ligger primært nogle hundrede meter bag stranden.
Se vores film fra Matala
Matala kort
På kortet ses den oprindelige by syd for den ret store strand. Bag stranden ses et stort område med tamarisk træer, hvor nogle slår deres telt op for natten. Grotterne ligger i klipperne nord for stranden.